Grønt lys til brug af fortov: Populær ordning gøres permanent

22-05-2026

Den forsøgsordning, der siden sommeren 2022 har givet lokale erhvervsdrivende frie hænder til udeservering og vareudstilling på de offentlige vejarealer, bliver gjort permanent.

Det har Kommunalbestyrelsen besluttet på sit seneste møde.

For Hvidovres erhvervsdrivende betyder beslutningen en stor portion arbejdsro og forudsigelighed. Hvor man tidligere skulle igennem en længere ansøgningsproces for at få lov til at rykke caféborde, stole eller tøjstativer ud på arealet mellem butiksfacaden og fortovet, kan man nu fortsætte de gode takter uden at skulle udfylde en eneste blanket.

Ordningen gælder for arealet mellem virksomhedens facade og fortovsflisen samt stykket mellem fortovsflisens forkant og kantstenen.

Læs mere om reglerne her

Illustration af muligt brug af offentligt vejareal for butikker og erhversvdrivende

Ingen ekstraregning til erhvervslivet

Det bliver fortsat fuldstændig gratis at benytte arealerne.

Formålet med ordningen har hele tiden været at skabe ”mere liv i gaderne” og understøtte det lokale forretningsliv. Ved at fastholde, at ordningen er gratis, sender Kommunalbestyrelsen et klart signal om, at man ønsker at understøtte de hyggelige byrum og lokale initiativer frem for at opkræve nye gebyrer.

Evaluering: Har fungeret godt

Beslutningen om at gøre ordningen permanent baserer sig på en grundig evaluering, som kommunens administration har foretaget efter forsøgsperiodens udløb.

Konklusionen er klar: Ordningen har fungeret rigtig fint i praksis. De lokale butiksindehavere og caféejere har været gode til at administrere friheden, og de har i vid udstrækning rettet sig efter administrationens retningslinjer og anbefalinger.

De mange små hyggekroge og udstillinger har gjort gaderne mere indbydende for både borgere og besøgende, hvilket vurderes at have en positiv afsmittende effekt på hele det lokale handelsliv.

Selvom der er stor tilfredshed med ordningen, har evalueringen dog peget på ét uhensigtsmæssigt element: Brugen af de såkaldte ’beachflag’ (mobile, fritstående reklameflag).

Administrationen og politikerne har vurderet, at disse flag udgør en trafiksikkerhedsrisiko, når de placeres ud mod fortove og cykelstier. Flagene kan dreje og piske i vinden, hvilket kan genere eller i værste fald ramme cyklister og gående. Derfor har Kommunalbestyrelsen besluttet, at beachflag fremover ikke er tilladt som en del af denne ordning.

 

FAKTA: Hvad betyder beslutningen for dig?

  • Det er permanent: Du må fortsat bruge vejarealet direkte foran din butik/café til udeservering eller vareudstilling.
  • Ingen ansøgning: Du behøver ikke at søge kommunen om tilladelse, så længe du overholder de generelle retningslinjer.
  • Det er gratis at bruge de omtalte arealer
  • Slut med beachflag: Mobile, fritstående reklameflag (beachflag) må ikke opstilles ud mod fortov og cykelsti.
  • Sikker forankring: Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget understreger, at skilte og tilladte genstande skal fæstnes forsvarligt og overholde kommunens skiltepolitik.

 

Har du spørgsmål til de præcise rammer for brug af arealerne eller kommunens skiltepolitik, er du altid velkommen til at kontakte Center for Trafik og Ejendomme i Hvidovre Kommune på TOE@hvidovre.dk