Vejarbejde flere steder i byen

08-10-2025

Hvidovrevej er netop blevet genåbnet for alle trafikanter ved Hvidovre Station, men andre steder i byen påvirker forskellige vejarbejder fortsat trafikken.

Få et overblik over ændringerne her.

Lukning af lyskryds

Krydset Byvej/Brostykkevej/Avedøre Tværvej lukkes fra den 13. oktober til den 5. december. Kun Movias busser kan passere igennem krydset.

Avedøre Tværvej mellem Byvej og Fægtesalsvej vil være lukket for biler, busser og cyklister fra den 29. september og 6 måneder frem.

Lukningen af strækningen på Avedøre Tværvej og krydset Brostykkevej/Byvej/Avedøre Tværvej skyldes, at HOFOR skal renovere de vandledninger, der ligger under vejen. Desuden skal VEKS grave fjernvarmerør ned på Avedøre Tværvej.

Fodgængere vil stadig kunne bevæge sig på Avedøre Tværvej, Byvej og Brostykkevej. Der bliver skiltet med omkørsel for biler og cyklende.

Buslinje 1A vil være omlagt, så den fra krydset Brostykkevej/Byvej kører til Avedøre Station og ad Byvej og Naverporten i begge retninger. Busserne vender på parkeringspladsen ved Avedøre Idrætscenter.

Kløverprisvej ensrettes

Kløverprisvej fra Hvidovrevej til Plovheldvej ensrettes i retning mod Plovheldvej fra den 6. oktober til fredag den 21. november. I samme periode vil parkeringspladserne på nordsiden af Kløverprisvej (foran Rema 1000) blive inddraget og brugt som almindelig vejbane. Venstresving fra Hvidovrevej mod Kløverprisvej vil ikke være muligt.

Anlægsarbejde på Brostykkevej ved Phønixhusene

Mandag den 1. september er arbejdet med at gøre Brostykkevej mere sikker og mere grøn sat i gang. Tiltaget betyder, at kørebanerne blive gjort smallere, vejens forløb vil blive ændret lidt, der vil komme et nyt krydsningspunkt ved Antvorskovvej og 12 nye parkeringspladser etableres.
Som led i projektet fjernes de fire eksisterende træer, da de er i dårlig vækst. I stedet plantes 13 nye træer, som får langt bedre vækstbetingelser. Desuden vil der blive anlagt nye bede – fortrinsvis med hjemmehørende plantearter, som er bi- og insektvenlige.

Anlægsarbejdet vil vare frem til udgangen af året.

Der vil være delvist spærrede vejbaner og cykelstier, og der vil blive skiltet, så alle trafikanter kan færdes sikkert, mens arbejdet står på. Beboerne på strækningen vil fortsat have indkørsel til deres ejendom.

Renovering af Langstrupvej

Da vejen og fortovet på Langstrupvej er i en meget dårlig stand, går kommunens Vej og Park-afdeling 13. oktober i gang med en større renovering.

I løbet af de sidste par år er andre vej i området, Daglykkevej, Istedrødvej og Damsholtevej blevet renoveret. Og da der ikke er graveplaner for fjernvarme, kloak og lignende inden for de næste 5 år, er turen nu kommet til Langstrupvej.

Der vil blive lagt nye fortovsfliser og sat nye kantsten. Derudover bliver der også lagt ny asfalt på vejbanen. Arbejdet forventes at være færdigt inden for 6 uger.