Kære virksomheder,
Efteråret er kommet til Hvidovre – og med det en tid, hvor der sker rigtig meget i vores by. For jer i erhvervslivet er der især to ting, jeg gerne vil fremhæve: Arbejdet med Kommuneplan 2025 og de mange forandringer, der i øjeblikket præger vores veje og byrum.
Kommuneplan 2025 er nu sendt i høring, og her sætter vi kursen for, hvordan Hvidovre skal udvikle sig i de kommende år. Planen rummer mange temaer, men flere af dem har direkte betydning for jer – blandt andet udviklingen af vores erhvervsområder, nye bydele og bedre infrastruktur.
Det betyder, at I som lokale virksomheder nu har en reel mulighed for at påvirke de rammer, der får betydning for at drive og udvikle virksomhed i Hvidovre fremover. Jeg vil derfor opfordre jer til at læse forslaget og sende jeres input via hvidovre.dk. Den 22. oktober kl. 17.00 holder vi også et åbent møde i Kulturhus Risbjerggaard, hvor I kan høre mere og stille spørgsmål til planen. Jeg håber, at mange af jer har lyst til at deltage – for erhvervslivet er en helt central del af Hvidovres fællesskab, og jeres stemme betyder noget.
Vi ser samtidig ind i et spændende efterår, hvor kommunalvalget den 18. november naturligt fylder meget. Valgkamp er altid en tid med debat og engagement, men jeg er overbevist om, at uanset valgresultatet vil vi fortsætte den fælles kurs, der er lagt med Hvidovrestrategien. Her står erhvervslivet tydeligt som en central samarbejdspartner i arbejdet for en grøn, levende og stærk by. Den ambition – at skabe gode rammer for vækst, udvikling og bæredygtighed – deler vi bredt i kommunalbestyrelsen.
Udviklingen af byen kan allerede nu mærkes i hverdagen. Lige nu er der mange steder i Hvidovre, hvor vejarbejder fylder – og jeg forstår fuldt ud, at det kan være til gene for både borgere og virksomheder. Vi gør alt, hvad vi kan for at koordinere arbejdet og informere jer bedst muligt via de lokale medier og kommunens egne kanaler. Mange af projekterne handler om udrulningen af fjernvarme, som er et vigtigt skridt mod vores mål om at blive CO₂-neutral i 2045. Jeg håber derfor, I kan se den større mening, selvom det giver bøvl undervejs.
Også på Avedøre Holme er trafikken et varmt emne. Mange oplever daglige udfordringer med kø og trafiksikkerhed, og det vil vi gerne tage hånd om sammen med jer. Derfor inviterer vi til et møde om trafiksikkerhed den 31. oktober, hvor virksomheder fra området kan være med til at finde løsninger. Det håber jeg, mange af jer vil deltage i – for vi lykkes bedst, når vi gør det sammen.
Jeg ser frem til, at vi sammen fortsætter den gode dialog om, hvordan vi kan skabe endnu bedre rammer for erhvervslivet og for livet i vores by.
Venlig hilsen
Borgmester Anders Wolf Andresen

