Bliv en del af grønne løsninger på Avedøre Holme – og styrk din virksomhed

08-10-2025

Ved et velbesøgt kickoff-arrangement blev det nye partnerskab for Avedøre Holme skudt i gang. Nu skal virksomheder og kommunen i arbejdstøjet for at skabe fælles løsninger.

Avedøre Holme skal ikke kun være et af Danmarks største, sammenhængende erhvervsområder – ambitionen er, at det også bliver det grønneste.

Med det nye partnerskab mellem Hvidovre Kommune og Industri- og Grundejerforeningen får virksomhederne adgang til rådgivning, konkrete værktøjer og et netværk, som kan støtte dem i den grønne omstilling.

Tirsdag den 16. september blev partnerskabet markeret med et kickoff-arrangement hos Feiber, hvor deltagerne blev præsenteret for initiativerne og mulighederne for virksomhederne.

Kasper Larsen, projektleder for partnerskabet, forklarede, hvordan samarbejdet kan hjælpe virksomheder med at tage konkrete skridt mod mere bæredygtig drift og samtidig styrke deres profil overfor kunder og samarbejdspartnere.

Tre arbejdsgrupper – og en fjerde på vej

Kernen i partnerskabet er et fælles netværk og forskellige arbejdsgrupper, som virksomhederne kan deltage i efter interesse - helt gratis:

Vedvarende energi og klima: Fokus er på at optimere energiforbrug, skabe lokal produktion af vedvarende energi og øge forsyningssikkerheden gennem energifællesskaber.

Biodiversitet og bynatur: Her kan virksomheder bidrage til mere natur i bynære erhvervsområder og samtidig arbejde med bæredygtighedsstrategier, ESG-rapportering og profilering.

Cirkulær økonomi og ressourcer: Gruppen arbejder med løsninger, hvor virksomheder kan dele ressourcer som vand og materialer og udvikle cirkulære partnerskaber, der skaber værdi for både miljø og bundlinje.

En fjerde arbejdsgruppe er på vej og vil fokusere på transport og infrastruktur, et område med stort potentiale for grøn omstilling og effektivisering.

Netværk og fælles løsninger

Partnerskabet giver virksomhederne mulighed for at lære af hinanden og udvikle løsninger i fællesskab.

Samtidig giver arbejdsgrupperne adgang til viden og værktøjer, der kan gøre grøn omstilling mere overskuelig og konkret i hverdagen.

Ønsker din virksomhed at deltage i en arbejdsgruppe eller høre mere om partnerskabet, så kontakt Kasper Larsen på kl@avedore-holme.dk.