Fra 2025 får danske virksomheder et større ansvar for den emballage, de sender på markedet. De nye regler om producentansvar betyder nemlig, at virksomhederne selv skal sørge for, at emballagen håndteres korrekt, når den bliver til affald.
Derfor sætter Hvidovre Kommune spot på de nye regler til et stort netværksmøde for virksomhederne på Avedøre Holme.
Mødet finder sted fredag den 4. april hos Kontra Coffee, hvor virksomhederne får en introduktion til reglerne og konkrete råd til, hvordan de kan håndtere dem i praksis.
På mødet vil Trine M. Nielsen fra VANA, en organisation, der hjælper virksomheder med producentansvar, forklare de nye regler, hvilke virksomheder de gælder for, og hvordan man kan få hjælp.
Deltagerne får også mulighed for at høre, hvordan Kontra Coffee selv arbejder med producentansvaret og grøn omstilling.
Derudover vil mødet også sætte fokus på de mange andre spændende initiativer, der er i gang på Avedøre Holme – herunder samarbejder om tøjindsamling, biodiversitet og grøn energi.
Og så er netværksmødet en oplagt mulighed for at møde andre virksomheder på Avedøre Holme, udveksle erfaringer og blive en del af fællesskabet i arbejdet med at gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde.
Mødet afholdes fredag den 4. april kl. 10-12 hos Kontra Coffee, Jernholmen 43 i Hvidovre. Det indledes dog allerede fra kl. 9.30 med kaffesmagning.
Virksomheder på Avedøre Holme kan tilmelde sig mødet her
Tilmeldingsfrist er den 2. april.
Har du spørgsmål? Så kontakt erhvervskonsulent Kaspar Nielsen på kcp@hvidovre.dk.
