Borgmesteren har ordet

20-05-2025

Læs borgmester Anders Wolf Andresens forord til maj måneds udgave af Erhvervsnyt.

Kære virksomheder

Hvidovre er en by i bevægelse. En by, hvor vi ikke bare følger med udviklingen, men aktivt skaber den. Vi er hjemsted for et dynamisk erhvervsliv, der hver dag bidrager til vækst og arbejdspladser, ikke kun i Hvidovre, men i hele hovedstadsregionen. Her er vi ikke bange for at tænke stort, tage ansvar og vise vejen frem.

Det lokale erhvervsliv står stærkt, og det gør vi som kommune også. Vi har flere arbejdspladser, end vi har borgere i den erhvervsaktive alder, og det vidner om en kommune, der ikke bare er en del af hovedstadens udvikling – men som er med til at forme den.

Derfor er det også helt naturligt, at vi nu tager et vigtigt skridt videre. Vi har indgået en ny partnerskabsaftale med Industri- og Grundejerforeningen Avedøre Holme, der skal gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde. Sammen har vi sat os et ambitiøst mål om at skabe konkrete, bæredygtige løsninger, som ikke bare gavner klimaet, men også styrker virksomhedernes konkurrenceevne.

Med partnerskabet bygger vi videre på det stærke samarbejde, vi allerede har – men nu tager vi det skridtet videre. Vi ansætter en ambitiøs konsulent til at drive arbejdet fremad, så vi sammen kan finde konkrete og bæredygtige løsninger inden for grøn energi, biodiversitet og vandforbrug. Det handler om at tænke langsigtet og om at vise, at grøn omstilling og forretning sagtens kan følges ad.

Samarbejdet om Avedøre Holme viser, hvad vi kan opnå, når vi står sammen om fælles mål.

Og netop fællesskabet er også i fokus, når vi inviterer til årets festlige Sommertræf den 18. juni på Norlund Vingård. Her samler vi igen Hvidovres virksomheder i uformelle rammer til ny inspiration og netværk, og jeg håber, at rigtig mange af jer har lyst til at deltage.

Du kan læse mere om Sommertræffet og tilmelde dig her.

Det er i mødet med hinanden, at idéer opstår, og løsninger bliver til. Så lad os blive ved med at tage dialogen – til Sommertræffet, når vi støder på hinanden i byen, og når vi sammen arbejder for at gøre Hvidovre til et endnu bedre sted at bo og arbejde.

 

Venlig hilsen

Borgmester Anders Wolf Andresen