Ny miljøtilsynsplan: Samarbejdet med virksomheder om miljø er afgørende

03-02-2025

Hvidovre Kommune har netop vedtaget en ny miljøtilsynsplan, der skal sætte rammerne for arbejdet med miljøtilsyn hos de lokale virksomheder de næste fire år.

Dialog og samarbejde skal sikre, at Hvidovres virksomheder fortsat lever op til de gældende miljøkrav. Det er hovedtrækket i kommunens nye miljøtilsynsplan for 2025-2029, som netop er blevet vedtaget.

Den nye plan sætter rammerne for Hvidovre Kommunes arbejde med miljøtilsyn de næste fire år. Og her spiller samarbejdet mellem virksomhederne og kommunen en central rolle i arbejdet med at beskytte miljøet og sikre borgernes sundhed.

- Miljøtilsyn er ikke kun kontrol, for dialogen med virksomhederne er nøglen til at sikre, at vi sammen kan beskytte miljøet og borgernes sundhed. Miljøet er et fælles ansvar, og vi ønsker at være en samarbejdspartner, der både vejleder og stiller krav, så alle lever op til deres ansvar, forklarer Hvidovre Kommunes klima- og miljøchef, Charlotte Frische Münter.

Kommunens miljøtilsyn med virksomheder handler om at forebygge og reducere risikoen for forurening. Det kan være at forhindre, at spildolie og kemikalier løber til kloakken eller forurener jord og grundvand. Miljøtilsynet skal også sikre korrekt rensning af spildevand, undgå udledning af sundhedsskadelige stoffer til luften og sikre en forsvarlig affaldshåndtering.

De mest miljøbelastende virksomheder i kommunen – som kraftvarmeværker, renseanlæg, betonfabrikker og dele af den farmaceutiske og kemiske industri – er underlagt de strengeste krav. Men alle virksomheder, uanset størrelse, har et ansvar for at passe på miljøet, og miljøtilsyn skal hjælpe virksomhederne med at leve op til kravene.

Den nye Miljøtilsynsplan beskriver, hvordan tilsynene udføres, og hvad der kræves af virksomhederne. Et miljøtilsyn består af flere dele. Først forberedelse, så der er styr på, hvilke regler og krav der gælder for den enkelte virksomhed. Derefter selve tilsynet, hvor driften og forskellige procedurer på virksomheden bliver gennemgået. Og efter besøget følges der op for at sikre, at eventuelle ændringer bliver håndteret.

Miljøtilsynsplanen har også fokus på, hvilke miljøfremmede stoffer der arbejdes med i miljøafdelingen, samt på tilsynskampagner ude på virksomhederne. Der er bl.a. øget fokus på PFAS-stoffer i industrispildevand, som ved sidste års tilsynskampagne førte til god dialog om stofferne og udlevering af en pjece om emnet.

For virksomhederne betyder det, at de altid får en grundig dialog med kommunen, som sørger for at give klare anbefalinger, hvis noget skal rettes til.

Se den nye miljøtilsynsplan her