Mere tilsyn med virksomheders sortering af affald

03-02-2025

Nye regler betyder, at kommunen skal udføre flere tilsyn med virksomhedernes affaldshåndtering for at sikre, at affaldet bliver sorteret korrekt og håndteret på en miljøvenlig måde.

Fra 1. januar 2025 trådte en ny bekendtgørelse om affaldstilsyn i kraft, og det har også betydning for virksomhederne i Hvidovre.

Med de nye regler vil der nemlig skulle udføres flere fysiske affaldstilsyn hos virksomhederne. Hvidovre Kommune forventer at udføre omkring 37 nye fysiske tilsyn årligt, og frekvensen vil stige i fremtiden. Det betyder, at flere virksomheder end tidligere vil blive udtaget til tilsyn – herunder også virksomheder, der ikke tidligere har haft tilsyn.

Med de nye regler indføres også et gebyr for affaldstilsyn. Gebyret er fastsat til 1.056 kr. pr. time, og dækker de omkostninger, kommunen har til at gennemføre tilsynene. Det inkluderer udgifter til personale, administration, transport og andre nødvendige ressourcer.

Gebyret svarer nogenlunde til det, som andre kommuner opkræver for affaldstilsyn.

Hvad er et affaldstilsyn?

Affaldstilsynet omfatter flere forskellige opgaver for kommunen. Først varsles tilsynet, så bliver virksomhedens affaldshåndtering gennemgået og der udarbejdes en rapport. I nogle tilfælde vil der være et opfølgende tilsyn.

Tilsynet vil fokusere på at sikre, at virksomhederne sorterer og håndterer affaldet korrekt og følger reglerne for affaldshåndtering.

Det er Miljøstyrelsen, der vælger de virksomheder, der skal have tilsyn, og udvælgelsen er baseret på en risikovurdering af affaldshåndteringen. Det er kommunen, der udfører selve tilsynet.

Øget tilsyn for miljøets skyld

Baggrunden for de nye regler er en politisk aftale om at styrke affaldshåndteringen i Danmark som led i en grønnere affaldssektor og en cirkulær økonomi.

Formålet med det øgede tilsyn er at sikre, at affaldet bliver håndteret på en lovlig og miljøvenlig måde. I dag forbrændes næsten en tredjedel af alt affald i Danmark og det har store konsekvenser for både klima og miljø. Målet er at få flere virksomheder til at sortere affaldet bedre, så mere affald kan genanvendes, i stedet for at blive brændt.

I Hvidovre sendte virksomhederne i 2019 23 procent af deres affald til forbrænding. Hvidovre Kommune har allerede et mål om at reducere forbrænding af affald, og forventningen er, at tilsynene vil hjælpe virksomhederne med at blive endnu bedre til at sortere affaldet korrekt, så mere kan genanvendes.

Du kan læse mere om affaldssortering, få gode råd til affaldsløsninger og de forskellige ordninger her.

Som virksomhedsejer er det vigtigt, at du er opmærksom på de nye regler og sørger for, at jeres affald bliver sorteret korrekt. Det vil ikke kun hjælpe dig med at overholde lovgivningen, men også til at understøtte den grønne omstilling og en mere bæredygtig affaldshåndtering i kommunen.

Hvis du har spørgsmål til affaldstilsynet eller gebyret, kan du kontakte Hvidovre Kommunes miljøafdeling på miljo@hvidovre.dk.