Forskelligheden er stor blandt de Hvidovre-virksomheder, der i år kan smykke sig med titlen som gazelle. Årets lokale vækstskabere spænder fra lige fra vinhus og stilladsfirmaer til fodboldklub og sikkerhedsselskab. Fælles for dem er, at de har formået at skabe imponerende vækst i en turbulent tid.
Børsen gazelle-titel gives til virksomheder, der over fire år har haft en ubrudt positiv vækst og fordoblet deres omsætning. Det er under én procent af danske virksomheder, der når denne milepæl - og i år er der 26 gazelle-virksomheder i Hvidovre Kommune. Sidste år var tallet 33.
Fra krise til momentum
Årets gazeller vurderes på resultater fra perioden 2021-2024 – en periode præget af corona-nedlukninger, nye forbrugeradfærdsmønstre og global usikkerhed. Mange virksomheder kæmpede for at overleve under pandemien, og netop derfor er årets gazelle-titel et ekstra stærkt bevis på omstillingskraft og vedholdenhed.
Når man dykker ned i årets liste, ser man ifølge Børsen, at flere af årets største højdespringere er virksomheder, som var særligt hårdt ramt under pandemien, men som siden har genvundet fodfæstet. Det gælder bl.a. fly- og rejseselskaber, der igen har fået luft under vingerne.
Det er altså virksomheder med stor modstandskraft og handlekraft, der står på årets liste. Og det er en præstation, der vækker stor anerkendelse hos borgmester Anders Wolf Andresen:
- Gazellerne har virkelig noget at være stolte af - og det har vi andre faktisk også. Vi skylder dem en stor tak, for de spiller en kæmpe rolle i at skabe fremgang, velstand og nye job her i kommunen. Nogle gange glemmer vi, hvor afgørende fremgang egentlig er – både for vores lokale arbejdspladser og for den velfærd, vi alle nyder godt af, siger Anders Wolf Andresen.
Gazeller i tal
Sidste år satte antallet af gazeller rekord med 3011, men i år er antallet faldet til i alt 2953 virksomheder fordelt over hele landet samt Færøerne og Grønland.
Der er flest gazeller blandt virksomheder inden for handel samt byggeri og anlæg, men virksomheder fra alle brancher er repræsenteret på listen.
Flertallet af virksomhederne er kåret som gazelle for første gang – det gælder i alt 1651 virksomheder. De fleste af årets gazeller har mellem 0-9 ansatte, mens kun 18 har over 500 ansatte.
Årets Hvidovre-gazeller
Nedenfor kan du se listen over årets gazeller i Hvidovre Kommune. Tallet i parentes viser firmaets vækst i procent over de sidste fire år.
- Telte.nu ApS (495,83)
- Mansouri ApS (449,26)
- AC Development ApS (416,57)
- Bay Transport ApS (379,56)
- Terra Navtica A/S (341,84)
- RTS Logistik ApS (337,44)
- Schjøtt og Davidsen A/S (320,02)
- Limousine & Coach ApS (306,83)
- Copark A/S (258,88)
- Watergames ApS (255,99)
- Hvidovre Fodbold A/S (238,76)
- Autronica Fire and Security ApS (207,04)
- Delitaste ApS (191,76)
- Need Consult Aps (183,26)
- Langbjerg ApS (171,62)
- Dansk Stillads Service A/S (166,95)
- Hvidovre Vinhus ApS (161,83)
- Invisio A/S (161,47)
- Glad Teknik A/S (157,77)
- Bolig 360 ApS (148,90)
- Tip Top Ejendomsservice ApS (138,26)
- Kims Kloakservice ApS (129,27)
- Wopla ApS (118,61)
- De 5 Stjerner A/S (115,17)
- Øens Stilladser ApS (106,88)
- Steinaa ApS (101,09)
Fakta – Hvad er en Børsen gazelle?
- En gazelle-virksomhed er en virksomhed, der har formået at fordoble sin omsætning eller bruttofortjeneste som minimum over fire regnskabsår.
- I år er det regnskaberne fra 2021-2024, begge år inklusive, der ligger til grund for opgørelsen.
- Det er samtidig et krav, at der har været positiv vækst i hvert af de fire regnskabsår.
- 2953 virksomheder kan i år kalde sig gazelle.
