Avedøre Holme er i forvejen et af Danmarks største erhvervsområder – og nu er ambitionen at gøre det til det grønneste.
Som virksomhed på Avedøre Holme får I nu en unik mulighed for at være med helt fra starten og styrke jeres konkurrenceevne gennem grøn omstilling. For at realisere visionen om et grønnere erhvervsområde har Hvidovre Kommune og Industri- og Grundejerforeningen nemlig indgået en partnerskabsaftale, som åbner dørene til konkrete værktøjer, rådgivning og netværk for områdets virksomheder.
Det markeres med et stort kickoff-event hos distributørvirksomheden Feiber tirsdag den 16. september for alle virksomheder på Avedøre Holme. Her får I en introduktion til partnerskabet og konkret indsigt i, hvordan samarbejdet kan hjælpe jeres virksomhed med at tage de første skridt mod en grønnere og mere effektiv drift.
Kickoff-arrangementet er gratis og byder på oplæg om fremtidens grønne erhvervsområder, konkrete eksempler på, hvordan partnerskabsaftalen kan hjælpe din virksomhed, og masser af tid til netværk og fejring.
Du kan blandet andet høre Kasper Larsen, nyansat projektleder for partnerskabet, som vil præsentere partnerskabets initiativer og muligheder for virksomhederne. Anders Zielger Kusk, programleder i Bæredygtig Produktion hos Industriens Fond, vil dele Industriens Fonds viden om bæredygtig produktion og deres analyser, der viser, hvordan grøn omstilling styrker virksomhedernes konkurrenceevne.
Som ekstra oplevelse kan I udforske Skandinaviens største showroom for arbejdstøj hos Feiber.
Arrangementet finder sted tirsdag den 16. september kl. 13.30–16.00 hos Feiber, Avedøreholmen 46, 2650 Hvidovre.
Tilmeld dig gratis - og vær med, når Avedøre Holme tager springet mod et grønnere erhvervsliv:
Tilmeld dig kickoff-eventet den 16. september her
En grøn vision
Ideen bag det nye partnerskab er at skabe et erhvervsområde, hvor grøn innovation kan blomstre, og hvor virksomheder, grundejerforening og kommune i fællesskab kan finde løsninger, der gør en reel forskel for virksomhederne og den grønne omstilling.
For de lokale virksomheder betyder samarbejdet, at de får adgang til viden, rådgivning og konkrete redskaber, der kan gøre det lettere at omstille sig til mere bæredygtige løsninger. Det kan både reducere udgifter til energi og ressourcer og styrke virksomhedens profil over for kunder og samarbejdspartnere.
Samtidig får virksomhederne mulighed for at indgå i et netværk, hvor man kan lære af hinanden og udvikle fælles løsninger.
- Mange virksomheder står med de samme udfordringer, når det gælder grøn omstilling. Med partnerskabet kan vi skabe rammerne for, at virksomhederne kan hjælpe hinanden og i fællesskab få Avedøre Holme til at stå stærkt som et grønt erhvervsområde. Vi kan mere sammen end hver for sig, så jeg håber, at rigtig mange virksomheder vil være med, siger kommunaldirektør Jakob Thune.
