Sommertræf inspirerer Hvidovres erhvervsliv: Fremtidens forretning er grøn

09-09-2024

Årets Sommertræf samlede lokale virksomheder om ambitionen om en grønnere fremtid.

Sådan lød budskabet fra Dansk Erhverv til de mange Hvidovre-virksomheder, der den 4. september deltog i Hvidovre Kommunes festlige Sommertræf 2024.

Arrangementet blev igen i år holdt i flotte rammer på Nordlund Vingård og bød på inspirerende oplæg, netværk og dialog om, hvordan kommune og erhvervsliv sammen kan fremme en bæredygtig udvikling.

Ulrich Bang fra Dansk Erhverv var blandt oplægsholderne og pointerede over for de mange fremmødte erhvervsfolk, at investeringer i grønne tiltag er nødvendige for at fremtidssikre sin virksomhed.

- Efterspørgslen på grønne løsninger bliver kun større. Så de virksomheder, der ikke kan tilbyde bæredygtige produkter og ydelser, risikerer at blive valgt fra af både kunder og samarbejdspartnere. Derfor er grønne tiltag en investering i fremtiden, siger han.

Det var også en af grundene til, at temaet for årets Sommertræf var den grønne omstilling, og hvordan lokale virksomheder kan få hjælp i arbejdet med at gøre deres virksomheder grønnere.

- Vi ønsker at gå forrest i den grønne omstilling her i Hvidovre. Vi har sat ambitiøse mål i vores klimaplan, og vi er allerede selv godt i gang. Men vi kan ikke gøre det alene. Det kræver, at vi står sammen – kommune, borgere og erhvervsliv - om at finde de bedste og mest bæredygtige løsninger, siger borgmester Anders Wolf Andresen.

Borgmesteren præsenterede til Sommertræffet kommunens ambitiøse plan om at blive klimaneutrale inden 2045, hvilket også inkluderer støtte til erhvervslivet i deres grønne omstillingsproces. Her blev der blandt andet fremhævet initiativer som udrulning af fjernvarme til virksomheder, tilbud om digitale energitjek og dannelsen af energifællesskaber, hvor virksomheder og borgere kan gå sammen om at producere og dele grøn energi.

Stort engagement

Den lokale virksomhed AH Lift, som har arbejdet med grøn strøm til deres maskinpark i 10-15 år, delte på Sommertræffet sine erfaringer med at gøre virksomheden grønnere – og medbragte en lift, så interesserede gæster på skift kunne se Hvidovre fra højden.

Også Erhvervshus Hovedstaden og Hvidovre Erhvervsnetværk deltog til Sommertræffet med velbesøgte stande. I det hele taget viste årets Sommertræf tydeligt, at der er stor opbakning og engagement fra byens erhvervsliv til at tage del i fællesskabet og de grønne initiativer.

- Vi er meget glade for den store opbakning til årets Sommertræf. Det er tydeligt, at vi står stærkt, når vi arbejder sammen. Virksomhederne spiller en central rolle i Hvidovres fællesskab. De er ikke blot med til at drive økonomien fremad; de tager socialt ansvar og er afgørende for byens udvikling mod en grønnere fremtid, siger Anders Wolf Andresen.

Borgmester Anders Wolf Andresen taler til Sommertræf 2024.

Underdirektør Ulrich Bang fra Dansk Erhverv taler til Sommertræf 2024.

Repræsentanter fra AH Lift taler til Sommertræf 2024.

Sommertræf 2024 set oppefra