TEC har netop fået den fornemme titel som Klimaerhvervsskole. TEC er dermed én af Danmarks tre klimaerhvervsskoler, og hos TEC er det med et særligt fokus på grøn transport. En vigtig milepæl for skolen – men også en gevinst for det lokale erhvervsliv.
Klimaerhvervsskolerne skal være med til at sikre, at erhvervsskoler og elever i hele landet er på forkant med den grønne omstilling, og at der uddannes dygtige faglærte med de nødvendige kompetencer.
De tre udpegede klimaerhvervsskoler – TEC, Rybners i Esbjerg og Herningsholm i Herning – skal fungere som drivkraft for den grønne udvikling, og deres viden skal spredes til erhvervsskoler i hele landet. TEC får 20 millioner kroner årligt til opgaven de næste fire år og herefter et fast årligt driftstilskud på 7 millioner kroner.
Center for transportteknologi
Valget er blandt andet faldet på TEC, fordi skolen for nyligt har åbnet ’Center for Transportteknologi’ på Avedøre Holme, der skal fremme udviklingen af grønne teknologier inden for transportområdet. I løbet af det sidste år har alle skolens transportundervisere fået et kompetenceløft, så der er styr på elektriske og digitale processer i de nye elbiler. TEC har også netop købt en ny el-lastbil og en række nye lastbil-simulatorer, som kommer til at spare eleverne mange timer på landevejen, hvilket også har en klimagavnlig effekt.
Derudover har TEC i år slået dørene op for landets første erhvervsuddannelse som elbiltekniker, hvor det første hold elbilteknikere er i gang.
- Vi er allerede i dag et aktivt test- og udviklingscenter på det grønne transportområde, og vi kommer til at starte mange flere projekter op af den karakter, nu hvor vi er udpeget til klimaerhvervsskole. Det giver så god mening, at opgaven er landet hos os – jeg er pavestolt og glæder mig til at fortsætte arbejdet inden for grøn transport, siger Per Nørregaard, uddannelseschef på TEC.
